Kapitel 19 – Samvær og kontakt med forældrene og andre fra netværket
Særligt om samvær med personer fra netværket under en anbringelse
487.
Ud over at arbejde for at bevare kontakten til forældrene, kan kommunen også træffe afgørelse om, at der skal være samvær med andre fra barnets eller den unges netværk. Det fremgår bl.a. af servicelovens § 69, stk. 2, at kommunen har adgang til at træffe afgørelser om barnets eller den unges samvær med andre end forældrene.
Kommunen skal vurdere om, barnet eller den unge har behov for at bevare kontakten til personer i netværket. I den forbindelse skal det vurderes om, der er behov for særlige initiativer for at fremme kontakten. Kommunen skal således sørge for, at barnets eller den unges forbindelse til andre nærtstående end forældrene holdes ved lige i det omfang, det findes at være til gavn for barnet eller den unge
.
Kommunen skal i den forbindelse lægge vægt på barnets eller den unges egne ønsker om at bevare tilknytningen til bestemte personer. Behovet for kontakten til en eller flere personer fra netværket vil således ofte kunne afdækkes gennem samtalerne med barnet eller den unge selv, jf. servicelovens § 69, stk. 2 og § 48. Barnets eller den unges relationer til personer i netværket, fx søskende, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, venner m.v. skal være være afdækket i servicelovens § 50-undersøgelsen i forbindelse med, at punkterne om familieforhold og fritidsforhold og venskaber beskrives. På den måde vil der allerede fra sagens start være et godt indblik i, hvilke værdifulde relationer der bør bevares under anbringelsen. Se pkt. 256 ff. om servicelovens § 50-undersøgelsen.
Samvær og kontakt med andre personer fra netværket kan være centralt i forhold til at sikre barnet eller den unge stabile relationer til andre børn og voksne under anbringelsen. Der er en del unge, der har været anbragt i løbet af deres opvækst, der oplever at stå uden et netværk, når anbringelsen ophører. Derfor kan kontakten til personer fra netværket spille en vigtig rolle i tiden efter en anbringelse og forhindre, at barnet eller den unge oplever at stå uden netværk.
Såfremt der er søskende, der er anbragt forskellige steder, bør kommunen være særligt opmærksom på kontakten mellem disse. Kontakten til andre søskende kan ofte have stor betydning for disse børn og unge, da de vil kunne dele deres oplevelser med en, der ofte vil have haft samme oplevelser fra tiden i hjemmet. Ligeledes viser erfaringerne, at søskende kan spille en stor rolle for hinanden i tiden efter en anbringelse.
I nogle sager vil forældrene selv sørge for, at der finder samvær sted med andre personer fra netværket. Andre gange kan der være behov for, at kommunen træffer afgørelser om samværet eller i øvrigt bidrager til, at samværet og kontakten opretholdes.
Et særligt behov for at støtte kontakten til andre end forældrene kan opstå i situationer, hvor den ene af forældrene eller begge er fraværende eller selv ude af stand til at være sammen med barnet eller den unge, fx på grund af fængsling, dødsfald eller sygdom. I tilfælde, hvor barnets eller den unges anbringelse er begrundet i meget alvorlige overgreb fra forældrene, kan det være af væsentlig betydning for barnet eller den unge at opretholde sin kontakt med sit bagland gennem kontakt med andre nærtstående end forældrene.
For små børn vil kommunen typisk skulle sikre, at de har jævnligt samvær og kontakt med de personer, som er af væsentlig betydning for dem. For større børn kan det desuden dreje sig om, at en person, der har en stor betydning for barnet eller den unge er til stede, når barnet eller den unge skal tale med en sagsbehandler. Det forudsætter dog, at barnet eller den unge ønsker det. Betydningsfulde personer i barnets eller den unges liv kan være med til at tilføre ekstra ressourcer til barnets eller den unges liv, fx kan pågældende være med til motivere barnet eller den unge til at deltage i fritidsaktiviteter, følge sin skolegang eller deltage i behandling.
488.
Efter servicelovens § 52 kan kommunen vælge at yde økonomisk støtte til transport i forbindelse med barnets eller den unges samvær med personer fra netværket, se pkt. 101.
Kommunen har både adgang til at træffe afgørelse om, at en kontakt mellem barnet eller den unge og en pårørende eller en anden person skal opretholdes, selv om forældremyndighedsindehaver ikke ønsker, at kontakten finder sted, og den har adgang til at træffe afgørelse om at begrænse eller afbryde en kontakt, som forældremyndighedsindehaveren ønsker opretholdt.
Kommunen har således adgang til at træffe afgørelser om barnets eller den unges samvær med andre, mod forældremyndighedsindehaverens ønsker. I de tilfælde hvor kommunen træffer afgørelser om samvær med andre, hvor det er imod forældremyndighedsindehaverens ønsker, skal kommunen forsøge at undgå konfliktsituationer, der kan skade barnet eller den unge. Der kan fx opstå konflikter, der kan påvirke barnet eller den unge, hvis kommunen beslutter, at der skal være samvær med en mormor, men hvor moderen ikke ønsker det. I de tilfælde skal kommunen foretage en afvejning af, hvor stor belastningen vil være for barnet eller den unge, hvis der fastsættes samvær overfor, hvad barnet eller den unge får ud af samværet.
I tilfælde, hvor det findes nødvendigt at afbryde forbindelsen mellem barnet eller den unge og de pårørende, skal det ske som en beskyttelse af barnet eller den unge. En sådan afgørelse bør som udgangspunkt ikke medføre, at barnet eller den unge afskæres fra at sende breve eller postkort. Barnet eller den unge kan - uanset den skadelige virkning, som den gensidige kontakt medfører - have et væsentlig behov for at sende en hilsen til sine nærtstående. En afskæring heraf bør derfor kun ske, hvis denne ensidige kontakt kommer i direkte modstrid med formålet med anbringelsen.
Afgørelse truffet af:
Ankestyrelsen
J.nr.
350203-01
Afgørelsesdato:
27-06-2001
uds. dato:
01-08-2001
Nummer:
C-41-01
lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 122, stk. 1 - § 57, stk. 2 - § 55, stk. 1,
Bekendtgørelse, cirkulære etc.:
Socialministeriets vejledning nr. 208 af 19. december 2000 om særlig støtte til børn og unge, pkt. 125
Ankestyrelsen ophævede en afgørelse, hvor der var truffet afgørelse om samvær overfor farmoderen til et anbragt barn.
Afgørelse om anbragte børn/unges samvær med andre end forældrene skal træffes overfor forældremyndighedens indehaver. Det er ligeledes forældremyndighedens indehaver, der er klageberettiget.
Til toppen af siden
Farmoderen havde anmodet om, at hun samt hendes barnebarn, som hun havde forældremyndigheden over, kunne få samvær med farmoderens andet barnebarn, der var anbragt uden for hjemmet. Farmoderen havde ikke forældremyndigheden over det anbragte barn.
Kommunen traf afgørelse efter § 57, stk. 2 overfor farmoderen om, at hun samt det andet barnebarn, ikke kunne få samvær med det anbragte barn. Farmoderen klagede til det sociale nævn, der tiltrådte kommunens afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af reglerne om anbragte børns samvær og kontakt med andre end forældrene, herunder reglerne om klageadgang.
Til toppen af siden
Ankestyrelsen fandt, at nævnets afgørelse var ugyldig, hvorfor afgørelsen blev ophævet.
Begrundelsen for afgørelsen var, at afgørelser om samvær og kontakt med andre end forældrene træffes overfor forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år. Det er tilsvarende alene forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år, der kan anke afgørelsen, jf. servicelovens § 122, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at selvom farmoderen ikke havde forældremyndigheden over det anbragte barn, var der truffet afgørelse overfor hende, ligesom farmoderen havde fået klagevejledning. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at nævnet som hjemmel for afgørelsen henviste til servicelovens § 57.
Kommunens adgang efter servicelovens § 55, stk. 1 til at træffe afgørelser om barnets eller den unges forhold under anbringelsen omfatter også spørgsmål om samvær eller kontakt med andre end forældrene.
Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen til fornyet behandling og afgørelse, således at kommunen skulle træffe afgørelse efter § 55, stk. 1 overfor forældremyndighedens indehaver.
Ankestyrelsen bemærkede hertil, at kommunen skulle foretage en konkret og individuel vurdering af det anbragte barn og dettes behov for samvær med farmoderen og det andet barnebarn. Ankestyrelsen henviste til, at det af vejledning nr. 208 af 19. december 2000 om særlig støtte til børn og unge, pkt. 125 fremgår, at kommunen under hensyn til formålet med anbringelsen skal sørge for, at barnets eller den unges forbindelse med andre nærtstående end forældrene holdes vedlige i det omfang , det findes at være til gavn for barnet eller den unge.