|
|
Vi mener, det er et stort problem, at forældrene skal inddrages, når vi tager børnesager op
To socialformidlere fra en jysk kommune i en artikel. Socialchefen for den pågældende kommune skød straks efter i en anden artikel socialformidlernes pinlige udtalelse ned med begrundelsen, at "vi mister troværdighed, hvis ikke familien inddrages".
- - -
Psykolog Verner Overø er fremkommet med nogle betragtninger om kommunernes sagsbehandling i familiesager:
Antallet af tvangsfjernede børn i Danmark er forholdsmæssigt et af de største i verden.
I Psykolog Nyt den 24. februar 2000 (nr. 4) påviste jeg i en artikel, at børn i vid
udstrækning tvangsfjernes, uden at der foreligger noget lovligt grundlag derfor.
Og at psykologer har en afgørende indflydelse herpå. Desuden pegede jeg på
nogle foreløbige foranstaltninger, som kunne lægge en dæmper på udskejelserne.
Og som psykologforeningen måske kunne medvirke til at få gennemført.
Men som man vist ikke har beskæftiget sig med.
Sagen langt værre end først antaget
Den nævnte artikel gav anledning til, at jeg blev bestormet med henvendelser
fra forældre, hvis børn var tvangsfjernet eller stod over for at blive det. Og selv
om jeg kun har haft tid til at tage mig af en brøkdel af disse sager, har jeg
konstateret, at det står langt værre til, end jeg havde forestillet mig.
Af de 29 sager, jeg har blandet mig i, er de 24 afsluttet. Resultatet er, at i alt
27 børn er blevet hjemgivet, eller deres forberedte tvangsfjernelse forhindret.
Og når de sidste sager er færdigbehandlet, regner jeg med, at yderligere syv
børn er kommet hjem.
De nævnte 29 sager stammer fra ca. 20 kommuner fordelt over hele landet.
Som det fremgår af en artikel i BT den 24. maj 2001 har journalisten fx besøgt
fire fynske familier, som havde fået deres børn hjemgivet eller får lov til at
beholde dem. Hvilket var sket alene, fordi jeg havde dokumenteret, at de af
kommunerne fremsatte og af psykologer støttede påstande , som var grundlag
for det skete - eller påtænkte - tvangsfjernelser, var uholdbare. I to af
tilfældene var kommunernes børn og unge udvalgs afgørelse tiltrådt og
stadfæstet af henholdsvis Den Sociale Ankestyrelse og Østre Landsret.
Andres erfaringer
Den 28. august 2003 bragte TV2 en udsendelse, “Løgn over løgn”, som drejede
sig om Farsø Kommune, hvor man tvangsfjernede mange flere børn end andre
steder. Og selv om udsendelsen var noget forvirrende og usammenhængende,
så fremgik det klart af sagsbehandlernes udtalelser, at man mente, at de børn,
som man fjernede, havde brug for det, men at man havde for travlt til at kunne
overholde lovens regler om forudgående undersøgelser. Alligevel var de meget
vrede over, at de alle var blevet afskediget, selv om det syntes at være en
naturlig konsekvens. At børn og unge-udvalget havde kunnet godkende
forvaltningens mangelfulde indstillinger, syntes kun at kunne forklares ved,
at det ikke havde skortet på psykologiske støtteerklæringer.
Også DR1 har bragt en udsendelse om emnet, nemlig den 3. september 2003.
Den hed “Til barnets bedste”. Heri blev det nævnt, at antallet af tvangsfjernelser
i Danmark forholdsmæssigt er et af de største i verden. Og de i udsendelsen
skildret overgreb over for de pågældende var af så grov karakter, at det syntes
uforståeligt. Men heller ikke her var der mangel på psykologerklæringer, som tør
antages at have gjort voldsomhederne acceptable.
Yderligere har Pastor Fergo, som angiveligt har taget sig af ca 300
tvangsfjernelsessager, for nylig udgivet en bog “Psykologien som forvaltningens
redskab i fjernelsessager”, hvori han anklager psykologer for blandt andet at
afgive belastende erklæringer om både børn og forældre alene på grundlag af
psykologiske tests.
Jeg har netop gjort mig bekendt med bogens indhold, som i øvrigt har fået en
grundig omtale i en artikel i Kristeligt Dagblad den 16. august 2003. Bogen er et
imponerende værk, som bekræfter mine egne erfaringer med, at de psykologer,
som kommunen plejer at benytte i disse sager, i deres erklæringer altid støtter
kommunerne i deres påstande, selv om disse er uforenelige med de foreliggende
kendsgerninger. Og at det er sådanne erklæringer, man derefter
“lægger vægt på” i børn og unge-udvalg, Ankestyrelse og Landsret.
De ulovlige tvangsfjernelser
Naturligvis skal børn tvangsfjernes, når det er nødvendigt.Men det er en alvorlig
sag. Derfor indeholder serviceloven strenge regler for, hvornår det er tilfældet.
Men hvis man fjerner børn, uden at lovens betingelser herfor er opfyldt,
er tvangsfjernelsen ulovlig. Og i de ovennævnte TV- udsendelser savnede
man at denne kendsgerning blev påpeget og foreholdt de ansvarlige.
Lovens krav
Det er på sin plads, at fastslå, at et barn kun kan anbringes uden for hjemmet
mod forældrenes ønske, hvis der er “åbenbar” risiko for, at barnets helbred eller
udvikling ellers lider alvorlig skade.
Det betyder, at risikoen skal være helt tydelig. Hævet over enhver tvivl. Hvilket
forudsætter at sagen er undersøgt grundigt. Og forvaltningens indstilling til børn
og unge-udvalget skal indeholde en redegørelse for, hvorledes det således
krævede lovlige grundlag er tilvejebragt.
Kommunernes forsømmelighed
De sager, som jeg har valgt at beskæftige mig med, har imidlertid haft det til
fælles, at de slet ikke er undersøgt. Og begrundelserne for “åbenbar risiko” har
alene bestået af formodninger, forestillinger og dertil knyttede bekymringer.
Suppleret med tendentiøse psykologerklæringer, som pastor Peter Fergo har
givet et væld af eksempler på i sin bog.
Sagsbehandlernes og psykologernes uvidenhed
Tilsyneladende er såvel sagsbehandlerne som psykologerne af den opfattelse,
at man bør tvangsfjerne et barn, hvis man efter det foreliggende “vurderer”,
at det vil være det bedste for barnet. Og man synes at være uvidende om,
at der ved den sidste ændring af serviceloven var fremsat forslag om, at ordene
i serviceloven § 42 “åbenbar risiko” blev erstattet af ordene “overvejende
sandsynlighed” . Men at dette forslag blev forkastet.
Betingelsen for at tvangsfjerne et barn er således stadig, at risikoen skal være
“åbenbar”. Det er ikke nok at være usikker. Tværtimod. Der må ikke være nogen
som helst tvivl.
Det er beskæmmende, at psykologer prostituerer sig ved på afgørende måder at
deltage i de omhandlede ulovlige tvangsfjernelser, og jeg mener, at
psykologforeningen - alene af hensyn til psykologstandens renomme`- bør søge
at sætte en stopper for det.
Anmodning
På baggrund af det foranførte tillader jeg mig derfor at anmode
psykologforeningen om at forsøge at udvirke, at de beskrevne retsløse
tilstande bringes til ophør ved at serviceloven ændres således, at
1) retten til gratis advokatbistand til forældre, hvis børn kræves fjernet,
omfatter advokatens udlæg til en psykolog, som forældrene i samråd
med advokaten selv vælger til at undersøge sagen.
2) de nuværende børn og unge-udvalg nedlægges,
3) afgørelser om tvangsfjernelse træffes af domstolene (eventuelt
særligt dertil oprettede) efter retsplejelovens almindelige regler,
således at sagsbehandlere, psykologer og andre implicerede per-
soner forinden kan afhøres som vidner i ønsket omfang, og
4) Den Sociale Ankestyrelses hidtidige medvirken ved behandling af
tvangsfjernelsessager ophører.
Det er mit indtryk, at min ovennævnte anmodning svarer til en udbredt
opfattelse hos de advokater, som beskæftiger sig med tvangsfjernelsessager.
Retssag mod Holstebro Kommune
I begyndelsen af min førnævnte artikel i PSYKOLOG NYT nr. 4 2000 beskrev jeg
mine første to tvangsfjernelsessager. Da den sidste af disse blev indbragt for
landsretten til afsluttende behandling, havde den pågældende unge mors
ældste søn været anbragt på et behandlingshjem i ½ år, og fem psykologer
stod bag beslutningen herom. Efter at mine udtalelser var fremlagt og jeg var
afhørt som vidne, besluttede et enigt dommerpanel at drengen skulle hjemgives.
Moderen fandt det imidlertid rimeligt at forlange erstatning for de urimelige og
groft krænkende beskyldninger, hun havde været udsat for. Men da hendes
advokat anså en retssag mod kommunen for håbløs, og hun ikke havde råd til
at lade en advokat ordne formaliteterne i forbindelse med af få fri proces,
påtog jeg mig at ordne det fornødne i så henseende.
Efter at statsamtet havde afslået ansøgningen, klagede jeg på hendes vegne
til Civilretsdirektoratet. resultatet foreligger nu i form af bevillinger til fri proces
ved en retssag mod Holstebro Kommune med krav om betaling af både
150.000 kr. i erstatning og mit honorar på ca. 40.000 kr. som kommunen har
nægtet at betale.
Det tilføjes, at advokat Merete Stagetorn er beskikket til at føre sagen.
Forventelige virkninger
Hvis moderen vinder sagen, tør det forventes, at antallet af tvangsfjernelser
formindskes væsentligt, mange menneskelige tragedier undgås, og de offentlige
udgifter i forbindelse med anbringelsessager, som efterhånden er steget til
8-9 milliarder om året, reduceres betragteligt.
Og for psykologer vil det være gavnligt at erfare, at det ved undersøgelser i
forbindelse med tvangsfjernelse ikke er nødvendigt af økonomiske grunde at
imødekomme kommunens forventninger. Men at arbejdet honoreres, selv om
det bevirker at en tvangsfjernelse forhindres eller bringes til ophør.
Verner Overø
Praktiserende psykolog, cand, psych.
Østervang 15, 7500 Holstebro
- - -
Sakset fra Religion.dk:
Præst til kamp mod tvangsfjernelser
Sognepræst Peter Fergo anklager i ny bog psykologer for alt for ofte at anbefale tvangsfjernelse af børn. Socialarbejdere og psykologer afviser kritikken
"Oplever verden som truende, uberegnelig og som et kaos. Fremstår med ringe tro på denne verden".
Sådan har en psykolog skrevet om en dreng på otte år i journalen til socialforvaltningen. Moderen er i krise efter en skilsmisse. Drengen er frivilligt anbragt på en akutinstitution. Men psykologens ord betyder, at han bliver tvangsanbragt i en plejefamilie permanent. På trods af, at forskellige pædagoger beskriver ham som charmerende, glad og udadvendt.
Dette er en ud af 305 sager om tvangsfjernelse af børn, som sognepræst Peter Fergo har fået aktindsigt i og anvendt som grundlag for sin nye bog, "Psykologien som forvaltningens redskab i fjernelsessager". Heri analyserer han psykologernes undersøgelser af børn og forældre og sammenligner dem med udtalelser fra andre voksne omkring børnene. På baggrund heraf retter han en sønderlemmende kritik af psykologer og socialforvaltninger i sager, hvor der ikke er en indlysende grund til at fjerne barnet som vold og incest.
- Hvis psykologerne ikke giver et svar, der passer med forvaltningens formodninger, er sandsynligheden for, at de bliver brugt i den type sager fremover, lille. Derfor stemmer resultatet af deres undersøgelser som regel overens med forvaltningens syn på familien. Også selv om der foreligger erklæringer fra pædagoger, lærere og børnepsykologer, der udtaler det stik modsatte, siger Peter Fergo.
- Forældrene har svært ved at få en uafhængig psykologundersøgelse, for det koster penge, og tiden er ofte knap. Det er uanstændigt og krænkende for retsfølelsen, siger Peter Fergo, der i øvrigt er gift med kirkeminister Tove Fergo (V).
Ingen facitliste
Formanden for landets socialchefer, Ole Pass, kalder Fergos beskyldninger "uanstændige og tendentiøse".
- Der er ingen facitliste i de her sager, og jeg kunne aldrig drømme om at sige, at det, vi gør, altid er rigtigt. Men at sige, at psykologen kun kan bruges, hvis vedkommende når frem til samme resultat som forvaltningen, er en grovhed mod systemet, siger Ole Pass.
Også formand for Dansk Psykologforening, Roal Ulrichsen, afviser kritikken.
- Hvis forvaltningens psykolog kommer frem til meget forskellige resultater i forhold til andre udtalelser, kan der selvfølgelig drages en ekstern psykolog ind i sagen. Men man skal huske på, at psykologens arbejde er en del af et samlet hele, siger han.
Verner Overø er en af de få psykologer, som offentligt støtter Peter Fergo. Han har de seneste fem år gratis hjulpet forældre i 23 sager. 26 børn er blevet hos deres forældre, fordi hans erklæringer gik imod de foreliggende udtalelser fra psykologer.
- Psykologerne prostituerer sig selv til socialforvaltningerne, når de blindt følger deres antagelser. Ofte beror undersøgelserne på bekymringer og forestillinger. I en almindelig retssag ville man aldrig dømme nogen på baggrund af det, mener Verner Overø.
Af Kamilla Walsøe
walsoe@kristeligt-dagblad.dk
- - -
Formanden for landet socialchefer afviser naturligvis Peter Fergos påstande. Men da denne præst har deltaget som bisidder i flere hundrede sager, må man formode, hans erfaring med disse sager er større end sagsbehandleres og socialchefformandens.
Der er desuden langt fra enighed blandt socialcheferne, om socialchefformanden har ret. Flere socialchefer har kritiseret metodevalget i sagsbehandlingen samt den lukkethed overfor de involverede, der ofte er (man forsømmer at inddrage familien).
Desuden er det påvist at socialforvaltninger i en række tilfælde selv skaber sagerne. Og ofte kan man være i tvivl om, hvorvidt psykolograpporter skrives på baggrund af observationer eller er dikteret af en forvaltnings egne opfattelser.
- - -
Mine egne erfaringer de seneste 4 år fra samtaler med psykologer, socialrådgivere og socialformidlere har givet følgende konklusioner:
- Sager afgøres efter kønnet
- Sager skabes, hvis en sagsbehandler ud fra egne normer og virkelighedsopfattelse træffer afgørende beslutninger. Er man som borger ikke enig og yder modstand mod en beslutning eller opfattelse, allierer kommunen sig med en psykolog - kommunens egen eller en privatpraktiserende, kommunen benytter sig af - hvorefter man producerer det materiale, der er nødvendigt for at underbygge kommunens opfattelse. Man holder sig heller ikke tilbage fra at fordreje børns - eller for den sags skyld forældres - udsagn i sagsnotater og udtalelser.
- "Vi ved, hvilken psykolog vi skal henvende os til, hvis en sag går i hårdknude"
- "Jeg var ikke enig i familiens egen opfattelse og måtte ty til andre midler for at redde barnet"
- "Moderne forældre har ikke forstand på børneopdragelse"
- "Børnene tilhører samfundet og ikke forældrene" (denne opfattelse delte John Halse, tidl. formand for Børns Vilkår, i en kronik i Politiken)
- "Jeg fortryder intet af det, jeg har lavet"
- "jeg har 20 års erfaring, og ingen skal fortælle mig, hvad der kan være galt (citat: Gruppeleder Kit Christiansen, Vallensbæk kommunes Børne- og Familieafdeling, oktober 1999)"
|